Et godt familieliv – er afhængig af gode kommunale tilbud
Det er vigtigt, at vi som kommune skaber rammer, hvor det er muligt at have en god balance mellem arbejdsliv og familieliv.
Familier skal opleve fleksibilitet og valgmuligheder, når det gælder skole, daginstitutioner og fritidstilbud.
Jeg mener, at vi skal lytte til familierne og foretage en behovsanalyse, så vi kan tilpasse pasningsmulighederne efter det, der reelt er brug for – og justere dem, når behovene ændrer sig over tid.
Samtidig skal vi sikre en høj kvalitet i dagtilbud, skoler og fritidstilbud, og jeg hilser private udbydere velkomne som et godt supplement til de kommunale tilbud.
Som far til børn, der har gået i dagpleje, vuggestue, børnehave og skole/SFO, ved jeg, hvor stor forskel gode tilbud gør i hverdagen. Jeg tør godt sige, at jeg kender systemet indefra – både når det fungerer, og når det ikke gør.
Jeg har desværre oplevet, at familier med behandlingskrævende børn ofte må bruge alt for mange kræfter på at kæmpe for de rettigheder, de allerede har ifølge loven. Det er ikke godt nok. Vi skal som kommune blive bedre til at hjælpe og vejlede i stedet for at skabe unødige konflikter. Når forældre og kommune står på hver sin side, er der kun tabere. Familierne bliver stressramte, det går ud over børn og parforhold, og kommunen bruger ressourcer, der kunne være anvendt langt bedre.
Derfor vil jeg arbejde for en familievenlig kommune, hvor hjælpen er tilgængelig, samarbejdet fungerer, og hvor familier kan bruge deres energi på det vigtigste – at være forældre.

